Bestyrelsen beretter…
13.05.2026
/ Nyhedsbrev fra bestyrelsen i Grundejerforeningen Hole-In-One /
Kære husejere i HIO.
Vi havde jo en del vigtige emner på agendaen på vores HIO generalforsamling langfredag. Nedenfor følger en status på disse emner – samt lidt andet nyt.
Jordsalg:
Vi har fået underskrevet overdragelsesaftale og skøde på salg af jorden (under Old Course mv) til Himmerland pr. 1. maj 2026. Skødet er nu også blevet tinglyst, hvilket betyder, at handlen er fuldt gennemført.
Umiddelbart efter generalforsamlingen modtog vi notat fra den revisor, som vi havde bedt vurdere, hvorvidt ejendomsavancen er skattepligtig eller skattefri for HIO. Som nævnt på generalforsamlingen var bestyrelsens fortolkning, at avancen ville være skattefri. Det har revisor nu bekræftet – så alt er godt.
Grøn helhedsplan:
I forlængelse af generalforsamlingen er der dels kommet henvendelser fra endnu et par husejere, som har ønsket at deltage i arbejdet, dels kommet et par henvendelser med forslag og ønsker til, hvad der kan gøres ift. at løfte det ”grønne” – og begge dele værdsætter vi. Henrik Christensen og Kasper Birk, som begge er fra HIO bestyrelsen og indgår i arbejdsgruppen, arbejder på en plan for arbejdet over det næste halve års tid, herunder tidspunkt for et første møde.
A-hus fornyelse/ny lokalplan:
Bestyrelsen takker for den fine og motiverende opbakning til dette projekt og de planer, vi lagde frem på generalforsamlingen.
Vi har allieret os med GEOPARTNER, som skal hjælpe os gennem proceduren ved Vesthimmerlands Kommune. GeoPartner har haft fat i PLAN & BYG i Vesthimmerlands Kommune og vi skal indledningsvis i gang med at lave en ”Igangsætnings ansøgning” til kommunen omkring vores hensigt. ”Ansøgningen” skal herefter præsenteres for byrådet, hvor den indgår i ”det politiske spil”.
Byrådet afgør suverænt, om de betragter projektet som værende vigtigt for kommunen, og dermed om vi kan få lov at arbejde videre med forslaget. I givet fald skal de tage stilling til, hvornår Plan & Byg forventeligt kan afsætte tid til at behandle selve lokalplan ansøgningen.
GeoPartner har mulighed for, at vi kan gå i gang med arbejdet efter uge 21. Her får vi så lavet et udkast til en ”ansøgning” som vi forhåbentlig vil kunne præsentere for jer op imod sommeren.
Slaget om Himmerland:
Næste store husejer arrangement er jo det årlige Slaget om Himmerland, som foregår fredag aften, 10/7 og hele lørdag, 11/7. Arbejdsgruppen kører på fuldt tryk, og vi er sikre på, at der venter os nogle gode, hyggelige og sjove dage – alt sammen i fællesskabets ånd.
Skulle nogen være interesseret i at være sponsor eller bidrage på anden vis, så kontakt Lene Nørmølle Schreiner (mobil 28782130), som indgår i arbejdsgruppen.
HUSK:
* Det er glædeligt, at der er stor aktivitet i HimmerLand – både på golfbanerne og i restauranterne. Det kommer os alle til gode. HimmerLand vil rigtig gerne sikre, at der er plads også til os husejere – men de skal vide vi kommer – så husk at reservere bord i restauranten, hvis I har planer om at spise – og husk at booke tee-tider på banerne i god tid.
* Aktivitetsprogram: Himmerland har allerede lanceret deres aktivitetsprogram for sommeren. Også der kan det anbefales at booke tidligt, hvis man vil være sikker på at kunne deltage.
* Vigtige datoer til kalenderen: Alle vigtige datoer kan I altid finde på vores hjemmeside. Her fremgår bl.a. også de golfmatcher, som Himmerland
Golf Klub afholder som åbne turneringer hen over sommeren.
Vi ser i bestyrelsen frem til lidt lunere vejr – og den helt specielle stemning af fællesskab, hygge og afslapning, som præger vores skønne Himmerland i stor stil hen over hele sommerperioden. I mellemtiden tager vi et par helligdage – og det kan også noget!
God Kr. Himmelfartsferie.
På bestyrelsens vegne
Helle Sofie Kaspersen
Andre opslag
Bestyrelsen beretter
05.04.2026 / Generalforsamling - opfølgning/ Kære husejere i HIO Tak for en fantastisk grundejer dag i fredags. Det var overvældende at se, at så mange mødte op både til golfturnering, fest og ikke mindst til generalforsamlingen. Vi fik diskuteret et vigtigt emne og...
Bestyrelsen beretter
20.03.2026 / Generalforsamling - indkaldelse / Vi nærmer os tiden for Grundejerforeningens ordinære generalforsamling, der afvikles fredag den 3. april. Find her via respektive links: INDKALDELSE / REGNSKAB / BUDGET / FORSLAG 4a / FORSLAG 4b - og på gensyn!Al...
Bestyrelsen beretter
18.01.2026 / Nytårskur - opfølgning / Var du forhindret i at deltage i dette års nytårskur, så kan du holde dig orienteret med formandens indlæg, som du finde lige HER...